11. november 2019

Vester Skerninge Kro - Ugens Virksomhed uge 46 - 2019

Vester Skerninge Kro – Hygge & Ro 

Vester Skerninge Kro er Ugens Virksomhed, og ugen byder på en betydningsfuld dato for kroejer Susanne. Med et 10-års jubilæum den 10/11 2019, bærer hun kroens lange historie videre med en klar dagsorden, der prioriterer både kunder og ansatte. Her står hygge øverst på menuen, hvor stemningen er afslappet og skuldrene er sænket.  

Fortællinger om gamle dage 

Vester Skerninge Kro har en lang og spændende historie bag sig, der starter helt tilbage i 1772. Da Susanne overtager kroen i 2009, lærer hun hurtigt, at kroen rummer fantastiske historier om landevejsriddere, kongelige besøg og eventyrfortællere. Igennem tiden har kroen været besøgt af hele to konger, både Frederik den 6. i 1788 samt Kristian den 8. i 1804. En forsker inden for H.C. Andersen har derudover undersøgt kroen under den sandsynlighed, at ”Hist, hvor vejen slår en bugt” omhandler Vester Skerninge Kro – med blot én øvrig kro i Danmark som en reel mulighed.  

Vester Skerninge Kro er nemlig helt speciel og Susanne sætter pris på de mange minder og historier, som findes i kroens hjørner og kroge. Susanne forklarer, at jo længere tid man tilbringer der, jo flere historier lærer man. Denne forbindelse til gamle dage er noget, som hun sætter stor pris på.  

En lille familie 

På Vester Skerninge Kro skal det være sjovt at gå på arbejde. Susanne sætter en ære i at skabe et miljø, hvor medarbejderne trives. Kroen har et mindre team på 10-15 medarbejdere, og med varierende og skæve arbejdstider forklarer Susanne, at man hurtigt bliver en lille familie blandt kollegerne. Her handler det ikke kun om at være høflig og venlig overfor gæsterne, men ligeledes blandt sine kolleger. Tjenere, kokke og opvaskere møder alle ind med et smil på læben og et positivt sind. Den gode stemning smitter hurtigt af på gæsterne, der altid bliver modtaget i en hyggelig og afslappende atmosfære. Susanne pointerer, hvor meget den sociale faktor betyder på Vester Skerninge Kro. Her skal man være vild med at servicerer og tale med mennesker. Dette er en del af opskriften på kroens helt fantastiske stemning.  

Ærlig mad 

Udover hygge på højt plan serverer Vester Skerninge Kro en fantastisk menu. Der er lagt tid og kærlighed i alle retterne, og Susanne sætter specielt fokus på kvaliteten. Hun forklarer, at deres mad ikke kun er god mad, men også ærlig mad. Gæsterne kan forvente lokale råvarer, hvor alt bliver lavet fra bunden og serveret med et smil. Selvom menuen emmer af eksklusivitet og luksus, er ydmyghed et nøgleord i Susannes forretning. Gæsterne kan læne sig tilbage med et enestående måltid på en kro fri for snobberi og store armbevægelserHer går kvalitet hånd-i-hånd med afslappet og hyggelig stemning.  

Et smil på vejen  

Susanne forlanger ikke meget af en god arbejdsdag. Det eneste hun skal bruge, er et smil – gerne flere, og hun forlader sjældent kroen uden. Hun behøver hverken ros eller store ord for at fornemme, om gæsterne har haft en god oplevelse på kroen. Et enkelt blik og et smil på læben er alt, hvad der skal tilFor hende er det vigtigt at lære sine børn at hilse og smile på andre mennesker, også dem man ikke kender. På kroen får folk altid et smil med på vejen. Alle er velkommen, og ingen gæster bliver prioriteret over andre. Kroen huser alt lige fra businessfolk, bryllupper og begravelser til unge kærestepar, som har sparret op til en romantisk weekend og den lokale håndboldklub, der gerne vil have julefrokost.  

En kromutter med kravlenisser 

Fremtiden står på kravlenisser  Vester Skerninge Kro. Susanne forklarer muntert, hvordan den indre Gertrud Sand slippes løs i december. Her tager julepyntet over, og som hun selv pointerer: Hvis kravlenisser ikke hører til på en gammel kro, hvor skulle de så høre til? Derudover har Susanne en klar forventning om, at hun skal blive på kroen længere end den gamle kromutter. Rekorden er 40 år, og med Susannes 10-års jubilæum den 10/11 er hun godt på vej. ”Så mangler jeg jo kun 30 år”, griner hun.  

Susanne erindrer, hvordan Vester Skerninge Kro havde stået aflukket i halvandet år, da hun overtog den tilbage i 2009. Hvordan den manglede noget helt essentielt. Efter en kærlig hånd og en ordentlig skrubning, begyndte sjælen at komme tilbage i stuerne. I dag er der liv og glade dage på kroen og den lever igen op til sin historie - En historie fyldt med sultne gæster og et par enkelte konger iblandt  

Vester Skerninge Kro har adresse på Krovej 9, 5762 Vester Skerninge.

Ønsker du at bestille bord eller høre mere om overnatning, så ring på Tlf.: 62 24 10 04

På deres hjemmeside kan du læse meget mere om kroens mange tilbud og den fantastiske historie bag her...

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også