29. januar 2018

Autoværksted, der møder kunderne i øjenhøjde

På autoværkstedet hos H.E biler er der lige nu ekstra fokus på at tjekke bilernes bremser, da bremsesystemet bliver påvirket af salt på vejene. Bremserne er bilens vigtigste sikkerhedsudstyr, og indehaver Henrik Vogn Espensen sørger for, at kundernes bremser og resten af bilen virker fejlfrit, når bilen forlader værkstedet.

 ”På denne årstid er det ekstra vigtigt at tjekke bremserne, da vejret gør, at der bliver saltet meget på vejene. Og det er hårdt for bremsesystemet,” siger Henrik. ”Der er mange, som springer over servicetjekket og dermed ikke opdager, at bremserne ikke fungerer, som de skal. Det er lige nu, at de skal være ekstra obs og komme ind forbi for at få tjekket bilens bremser.” 

Udvider med nye kompetenceområder

H.E biler i Ringe er både et autoværksted, en brugtbilsforhandler og et udlejnings- og leasing-firma. Henrik åbnede i 2011, og udover ham selv er der en svend og en lærling ansat på værkstedet. Siden begyndelsen er kompetenceområderne vokset, og leasing er det seneste skud på stammen. Hvis man som kunde helst vil købe, er der også mulighed for at få bilen finansieret hos H.E biler.

”Vi udvider hele tiden forretningen, og vi har mange kunder, der vælger at leje bil hos os – det kan være i alt fra et par uger op til otte-ni måneder,” siger Henrik. ”Nu er vi også begyndt at lease biler, og det forventer vi også bliver en succes.”

Webshop med autotilbehør til de travle

H.E biler er en del af AutoMester-kæden, og som noget nyt stiller kæden også et webshopmodul til rådighed for autoværkstederne. Det har Henrik takket ja til, og han vil derfor til også at sælge autotilbehør via webshoppen. Han er spændt på, hvad det giver i forhold til omsætningen. 

”Vi regner med, at webshoppen giver nye muligheder for f.eks. de kunder, som er presset på tid, og ikke har mulighed for at kigge forbi vores fysiske butik for at købe autotilbehør,” siger Henrik.

Desuden kan man nu også booke tid via hans hjemmeside, og han håber, at det derved bliver nemmere for kunderne at bestille tid til eksempelvis serviceeftersyn – eller et bremseeftersyn.

Møder kunderne i øjenhøjde

For Henrik handler det altid om at møde kunden i øjenhøjde og forklare, hvad der skal laves ved f.eks. en reparation, så det er forståeligt for kunden. Desuden er det vigtigt for ham og kollegerne at være ærlige over for kunderne, så de ved præcis hvad, der bliver lavet på bilen og hvornår. 

”Mange vil gerne have en pris på forhånd for eksempelvis et servicetjek, og det giver vi gerne,” siger Henrik. ”Så kontakter vi straks kunden, hvis noget uforudset dukker op, og aftaler en ny pris på en reparation. Vi laver ikke noget, før vi har fået det godkendt af kunden. På den måde får vi forventningsafstemt i forhold til reparation og pris,” siger Henrik. 

Fakta om bremseeftersyn

Du skal have tjekket bremserne, hvis:

  • Der er lyde, som ikke er der normalt. Det kan være, hvis bremserne larmer ved nedbremsning.
  • Bilen trækker til siden og styrer skævt ved opbremsning
  • Hvis der kommer en skurrende lyd ved opbremsning. Så er bremseklodserne eller skiverne muligvis slidt skævt.
  • Bremsepedalen kan trykkes for meget i bund. Dette kan være svært selv at vurdere, da man vænner sig til, hvor hårdt man skal træde på bremsepedalen. Kontakt H.E biler, hvis du er i tvivl om, om din bil bremser nok.

Det er dog ikke altid, at man kan høre, at der er noget galt med bremserne. Hvis du vil være sikker på, det hele virker, som det skal, skal du have dem skilt ad og tjekket.

Kontaktinformation

H.E Biler
Bødkervej 10 
5750 Ringe
Tlf.: 21 78 64 65
Mail: salg@hebiler.dk
www.hebiler.dk
 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også