VOLLEY I TOPKLASSE.

Middelfart Volleyball Klub blev stiftet i september 1964 af 22 elever fra Vestre Skole.

Fra starten deltog klubben med et herrehold og et damehold i den fynske kredsturnering. Det var en flok ambitiøse spillere, der ville noget med sporten.

Hurtigt viste flere, at de havde talent for volley-spillet, så allerede i 1966 fik vi en MVK-damespiller udtaget til landsholdet, og i 1967 fulgte den første herrespiller efter. Med årene er det blevet til rigtig mange MVK-er af begge køn.

Middelfart Volleyball Klub satte virkelig sit præg på udviklingen i dansk volleyball i 70-erne og i starten af 80-erne. Det blev til 3 gange guld til HE, 4 sølvmedaljer, 2 bronzemedaljer, 3 LP-titler samt et hav af medaljer og mesterskaber i ungdomsrækkerne.

I år 2000 startede en ny epoke med tilgang af udenlandske spillere på herre-eliteholdet, og vi fik startet en ny storhedstid med medaljer og andre flotte placeringer i såvel senior - som ungdomsrækkerne. Senest blev det til guldmedaljer i HE i 2012 samt pæne placeringer til andre af klubbens hold.

Se Middelfart Volleyball Klub på hjemmebane i Lillebæltshallerne - det er sport på højeste niveau.