5. februar 2018

Glade medarbejdere og glade kunder giver topplacering hos Tripadvisor

Hotellet og konferencestedet Severin er netop røget til tops på Tripadvisor, da de har fået en syvendeplads på Tripadvisors liste over ”Top 25 hoteller med den bedste service i Danmark”. Direktør Tina Pedersen siger, at det ikke ville have kunnet lade sig gøre uden hendes medarbejdere, som altid får lov til at være dem, de er, når de er på arbejde.

Severins vigtigste værdi er at være autentisk. Det gælder både blandt medarbejdere og over for gæsterne. Medarbejdernes trivsel er det allervigtigste for direktør Tina Pedersen, som lader personalet være dem, de er:

”Vi pådutter aldrig medarbejderne en rolle, og det er helt ok, at nogle er mere skøre og sprælske end andre. Vi har en meget flad organisation, og gode ideer er altid velkomne. Der er ikke langt fra tanke til handling, og en idé, som er kommet om formiddagen kan sagtens føres ud i livet om eftermiddagen,” siger Tina.

Humor og atypisk markedsføring

Severin er præget af humor, og ofte inddrager personalet også gæsterne i det. Det kan f.eks. være, at aftenens menu er udformet som en rebus, eller at personalet får den idé at gå ind til et møde og synge fødselsdagssang med en lagkage med lys i, hvis der er én blandt gæsterne, der har fødselsdag, og alle er med på det.

Alle Severins mandlige medarbejdere har også stillet op til en mandekalender, hvor de selv har fået lov til at være med til at bestemme, hvordan billedet skulle se ud. Kalenderen er sendt ud til alle kunder og kan købes i receptionen. 85 % af Severins kunder har kvindelige mødebookere, så de syntes, det kunne være en sjov og atypisk form for markedsføring, som er blevet taget godt imod.

Andelsbevægelsen er Severins DNA

Severin er bygget i 1932, som andelsskole for FDB (det nuværende Coop), og har tidligere været brugt til at uddanne købmænd for brugsforeningen. Siden 2005 har Severin været kursus- og konferencecenter for alle – og ikke kun for Coop. Både virksomheder, forbund, foreninger og private bruger i dag stedet – både til kurser, møder, fester og ferieophold.

Andelstanken præger i høj grad stedet:

”Det er helt klart vores DNA”, siger Tina. ”Vi er en del af andelsbevægelsen, hvilket betyder, at vi skal passe på hinanden, at vi har et fællesskab, og at vi løfter i flok. Det er faktisk også det, der gør, at vi bliver anbefalet af vores gæster. Gæsterne er de bedste ambassadører, vi kan få. Når de er glade for vores uformelle og hjertelige men samtidig professionelle facon, går de glade ud af døren og fortæller andre om os.”

Ifølge Tina er det mennesker, der gør forskellen og skaber stemningen. Og som kunde vil det altid være stemningen, man husker.

Velgørenhed til fordel for Danske Hospitalsklovne

Andelsbevægelsen præger også Severins forhold til det at tage et socialt ansvar. De har altid et velgørenhedsprojekt kørende, hvor medarbejderne er med til at bestemme, hvad der skal samles ind til.

For to år siden cyklede Tina selv med Team Rynkeby til Paris, og lige nu samler Severin ind til Danske Hospitalsklovne. De tilbyder foredrag, hvor foredragsholderen holder oplæg uden beregning, og hvor Severin stiller lokaler og mad til rådighed gratis. Overskuddet fra billetsalget går til Danske Hospitalsklovne.

Efter et forslag fra en medarbejder, er der nu også startet en indsamling, hvor Severin giver 1 kr. pr. km., som personale og gæster løber i 2018. Det er noget, som i den grad styrker både sundhed, velvære og teamånd blandt medarbejderne.

Derud over har Severin flygtninge og borgere, som har været uden for arbejdsmarkedet meget længe, i praktik og uddanner desuden elever.

Kæmpe klap på skulderen

Tina er meget stolt af, at Severin er nr. 7 på Tripadvisors liste, og at både deres konference- og mødegæster og de private gæster, de har besøg af, har lavet så gode anmeldelser af dem.

”Det er et kæmpe klap på skulderen til alle os Severinere. Det viser os, at det vi tror på, virker siger hun. Jeg har et fantastisk personale, både fagligt og menneskeligt og de fortjener i den grad, at den kæmpe indsats de gør hver dag – bliver belønnet med den udmærkelse.

Kontaktinformation

Severin
Skovsvinget 25
5500 Middelfart
Tlf.: 63 41 91 00
www.severinkursuscenter.dkMail: severin@severinkursuscenter.dk

Severins Facebook-side

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også