13. maj 2019

Restaurant Skovbakken - Ugens Virksomhed, uge 20 – 2019

Restaurant Skovbakken har eksisteret siden slutningen af 1800-tallet. Den tidligere ejer var Christian Jensen, som havde en stor interesse for dyr. Han startede med at opdrætte dyr i sin egen baghave, hvilket senere udviklede sig til det, vi i dag kender som Odense Zoo. Siden da har Christians kone og datter videreført institutionen og restauranten, indtil 1980 hvor Christians kone overdrog Odense Zoo til Odense by som selvejende institution. Christians datter, Birthe Jensen, ejede indtil februar 2018 Restaurant Skovbakken, hvor restauranten blev overtaget af Odense Zoo. I 1995 overtog Birgit og Lars Knudsen restauranten, og de har siden da været forpagtere af restauranten.

Overtagelse og opstart

Lars er uddannet tjener, kok og chocolatier, og hans kone Birgit er uddannet tjener og kok. De gik begge med en drøm i maven om en dag at blive selvstændige, så da muligheden åbnede sig for dem med Restaurant Skovbakken i 1995, tog de den. Siden da har Lars stået for køkkendelen af restauranten, og Birgit har stået for tjenerdelen, bogholderi samt markedsføring af restauranten. Birgit uddyber:

- I og med at vi overtog selv, tog jeg tjenerdelen, så jeg kan agere værtinde i weekenderne. Mange vil gerne hilse på værterne, så det giver mening, at jeg er ude blandt vores gæster. Vi har opdelt det sådan, at Lars er i køkkenet, og så er jeg ude ved kunderne.

Udover Lars og Birgit selv er der ansat en kok, en kokkeelev, en overtjener og en tjenerelev, mens der i spidsbelastningen bliver ekstrabemandet efter behov. Det er især i højsæsonen fra april og hen over sommeren samt i juletiden, hvor der er behov for ekstra bemanding.

Knivskarp beliggenhed

Restaurant Skovbakken er centralt placeret i Odense, lige ved siden af Odense Zoo. Placeringen hænger naturligvis sammen med restaurantens historie.

- Vi er særligt heldige med den gode beliggenhed, som giver vores gæster mange muligheder. Man kan strække sine ben i Zoo efter maden, udforske byen, gå en tur og lave aktiviteter i skoven, komme sejlende til restauranten via Odense Å – og så har vi en fantastisk terrasse i baghaven, fortæller Birgit Knudsen, medindehaver af Restaurant Skovbakken.

Indehaverne af restauranten har gennem tiden været gode til at udnytte deres beliggenhed, og de har over årene afholdt mange arrangementer i Odense Zoo. I starten arrangerede de især løbende ”middag hos pingvinerne”, hvor der var plads til omkring 40 mennesker i Oceanium i Odense Zoo. Disse dage arrangerer Restaurant Skovbakken stadig besøg hos pingvinerne og resten af Zoo, men der bliver i højere grad arrangeret velkomst hos pingvinerne efterfulgt af middag på restauranten end spisning i Oceanium.

I weekenderne bliver der afholdt mange selskaber og fester, men Birgit og Lars har haft fokus på også at kunne anvende lokalerne i hverdagen. Dette fokus har resulteret i, at lokalerne i hverdagen bliver anvendt til kurser og dagsmøder, hvor restauranten tilbyder forskellige dagsmøde-pakker afhængigt af ønsker og behov hos deres gæster.

Gode oplevelser og unikke muligheder

For indehaverne af Restaurant Skovbakken betyder det meget at have deres eget sted, og det, sammen med glade og tilfredse kunder, driver dem i den daglige drift. Birgit og Lars fokuserer på at indfri eller overgå gæsternes forventninger, og når gæsterne fortæller, at de har haft en god oplevelse, er det den største ros, som indehaverne kan modtage.

Gæsterne hos restauranten er primært selskabskunder, men kunderne består både af den ældre generation, som kender huset, og den yngre generation, som kræver andre ting. For eksempel har restauranten mange 70-års, 80-års og 90-års fødselsdage, hvor der kommer mange ældre mennesker, men der er til disse arrangementer ofte også børn med. Og fordi børn som regel ikke sidder stille i så mange timer i træk, skal der mere til.

- Vi skal kunne tilbyde noget mere – eller noget andet – til det yngre segment. Vi skal følge med i den udvikling, der er i branchen og kunne tilbyde det, vores kunder vil have. Vi skal kunne give vores kunder mere end god mad og service – det forventer alle – vi skal give hele oplevelsen. Folk er interesserede i at få en oplevelse og ikke kun et godt måltid mad – og der kan vi virkelig tilbyde dem noget! Fortæller Birgit.

Købsmønstrene udvikler sig hele tiden, og hos Skovbakken følger de med udviklingen, ved både at tilbyde fantastisk mad i skønne lokaler og en samlet unik oplevelse. Restauranten skiller sig i forhold til de mange andre restauranter i Odense ved at kunne tilbyde unikke muligheder til deres kunder, for eksempel sejlture med Odense Åfart, aktiviteter i skoven og besøg i Odense Zoo.

Kontakt Birgit & Lars Knudsen hos Restaurant Skovbakken

Indehaverne af Restaurant Skovbakken arrangerer året rundt arrangementer, og der er noget for enhver smag. Der bliver for eksempel afholdt roséarrangement til sommer, firmafester, julefrokoster, nytårsmenu ud af huset, påskefrokoster og meget mere. Der er frokoståbent på terrassen i sommermånederne, hvor man kan nyde den lækre mad på den dejlige terrasse i restaurantens baghave. Hold øje med Restaurant Skovbakkens hjemmeside, hvis du ikke vil gå glip af restaurantens spændende arrangementer!

Adresse: Sdr. Boulevard 314, 5000 Odense C
Telefon: 66 12 11 77
Hjemmeside: https://skov-bakken.dk/

Læs mere om Restaurant Skovbakken på BEST OF Fyn lige her.

Skrevet af:
Sabrina Lynge Nielsen
BEST OF Fyn

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også