29. april 2019

Logistik Centralen – Ugens Virksomhed, uge 18 – 2019

Logistik Centralen A/S har eksisteret siden 1991, hvor ejer og administrerende direktør Dennis Just stiftede virksomheden. Først gik virksomheden under navnet Aarslev Budcentral, men efter øget interesse for en samlet logistikløsning, blev Aarslev Budcentral og datterselskabet Odense Logistik Center i 2014 lagt sammen under navnet Logistik Centralen.

Et heldigt tilfælde

Da Dennis i sin tid blev uddannet håndværker, lå det ikke i kortene, at han skulle blive ejer af en logistikvirksomhed. Men det blev han. Da Dennis blev færdig med sin håndværkeruddannelse, var der ikke brug for håndværkere, og derfor skulle der lægges en ny plan. Da han tidligere havde arbejdet som chauffør, besluttede Dennis sig for at købe en varebil. Det var den spæde start for Logistik Centralen, som i dag har omkring 60 ansatte fordelt over chauffører, lagermedarbejdere og ansatte i administrationen.

Som med de fleste nyopstartede virksomheder var det ikke en dans på roser, da Dennis startede sin virksomhed tilbage i 1991, men som Dennis selv siger:

- med hårdt arbejde og lidt held lykkedes det mig at komme ind nogle steder hvor der var flere som mig – enmandsvirksomheder – og der kom noget uformelt netværk op at stå, og så begyndte der at ske noget!

Efter noget tid måtte Dennis ansætte en chauffør, og dermed voksede virksomheden stille og roligt. I dag har Logistik Centralen flest kunder fra Fyn, men målet er at blive en landsdækkende transportvirksomhed med Fyn som midtpunkt.

Ikke helt som de andre

I en branche med så meget konkurrence må man skille sig ud og bevise, at man er bedre end konkurrenterne. Det gør de hos Logistik Centralen blandt andet ved at have et meget stort fokus på kunderne og den ydelse, de tilbyder deres kunder. Dennis fortæller:

- Vi prøver at gå et ekstra skridt for kunden. Det er der mange der siger, men de medarbejdere jeg har ansat, de er virkelig dedikerede på at løse opgaven på kundens præmisser. Det betyder, at vi heldigvis har mange tilfredse kunder.

Og netop det, at have tilfredse kunder, betyder alverden for Dennis. I takt med udviklingen af virksomheden, har han fået mulighed for at placere sig netop der, hvor han gerne vil være, og for Dennis er det lig med kundekontakt. I den daglige drift er han drevet af at hjælpe virksomhedens kunder og sørge for, at de føler, at de får en god og en fair behandling. Det handler om at løse opgaven på kundens præmisser, og nogle gange bliver de også nødt til at finde andre løsninger for kunderne – og Dennis kan godt lide at blive udfordret til at tænke ud af boksen. Dennis fortæller desuden, hvad de hos Logistik Centralen er gode til:

- Vi er gode til at kombinere godset fra vores kunder med noget andet gods, så vi kan være konkurrencedygtige på prisen – og samtidig kan vi levere et godt produkt, hvor vi ikke omlæsser og dermed risikerer at skade godset.

Og det er god kundeservice. Når Dennis får en god tilkendegivelse fra en kunde, der har været tilfreds med Logistik Centralen og deres ydelser, er han tilfreds med dagens indsats.

Udvikler sig stadig

Logistik Centralen er ikke en virksomhed, der læner sig tilbage og ukritisk lader tingene være, som de er. Nej hos Logistik Centralen i Odense sørger de for at tilpasse deres transport- og logistikløsninger til deres kunders behov, så de altid yder den mest optimale service til deres kunder. Dennis fortæller:

- Det vi gør mest i lige nu, det er vores koncept ’dele-kurér’. Ordet ’dele’ kommer af, at deleøkonomi er meget oppe i tiden. Ordet ’kurér’ fordi det skal gå hurtigt. Her kører vi rundt til 2, 3 eller 4 kunder, fylder bilen og kører til Jylland eller Sjælland, uden omlastninger, og minimerer dermed risikoen for skader. Det er samtidig en økonomisk fordel for kunderne, fordi man er flere om at betale.

Ordningen betyder også, at de hos Logistik Centralen bedre kan udnytte deres biler og derved belaste miljøet mindst muligt. Og netop det at tage hensyn til miljøet, er også i fokus hos virksomheden. De forsøger eksempelvis at undgå at køre med tomme biler, og det gør de blandt andet ved at ringe rundt i de områder, hvor deres kunder typisk har gods til, for at finde noget at transportere med på tilbagevejen. Derudover prøver de også på deres lagerhotel at skåne miljøet, blandt andet ved at genbruge emballagen de får ind og installere LED-belysning:

- Nogle gange kan det bedre betale sig at bruge en ny papkasse, men der vælger vi at genbruge en gammel i stedet for, fordi vi forsøger at skåne miljøet. Vi skal jo efterlade den her verden til vores børn og børnebørn. For mange handler det hele om kroner og ører – det gør det også for os, men kun til en vis grænse! Fortæller Dennis Just, ejer og administrerende direktør ved Logistik Centralen.

Kontakt Dennis og Logistik Centralen

Adresse: Telehøjen 4-6, 5220 Odense SØ
Telefon: 70 27 85 11
Hjemmeside: https://logistikcentralen.dk/

Læs mere om Logistik Centralen på BEST OF Fyn lige her.

Skrevet af:
Sabrina Lynge Nielsen
BEST OF Fyn

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også