12. februar 2018

Koncertarrangør med et stærkt netværk i ryggen

I oktober 2017 opstod koncertarrangøren Live Culture efter en sammenlægning af de to Odense-bureauer Culture Club og JVB LIVE. Det har givet dem endnu større mulighed end hidtil for altid at have et bredt repertoire af koncerter på tapetet, som tiltrækker alle typer af publikum.

Live Culture har altid omkring 100 koncerter i støbeskeen på årsbasis. Fra i efteråret har de stået endnu stærkere end nogensinde før, da de to tidligere bureauer Culture Club og JVB Live er lagt sammen og har fået et solidt samarbejde omkring koncerterne.

Koncertoplevelser for alle
Live Cultures koncerttilbud spænder meget bredt.

”Vi har store koncerter og shows på programmet i foråret, bl.a. musicalen Chess, som vi allerede har solgt rigtig mange billetter til. Jan Gintberg showet, Gintberg redder verden sælger også som varmt brød – vi har fået lavet et ekstrashow af samme grund,” siger kommerciel chef hos Live Culture, Michael Juul Møller.

Til sommer arrangerer Live Culture i samarbejde med Live NATION koncert af en helt anden kaliber: Nemlig Guns N’ Roses på Dyrskuepladsen med deres ”Not In This Lifetime Tour,” som bliver den største koncert på Fyn nogensinde.

Koncertarrangør, der er med hele vejen
Live Cultures medarbejderstab tæller seks fuldtidsmedarbejdere på kontoret, 2-3 timelønnede og over 100 frivillige, som hjælper til ved koncerterne.

Rigtig mange af koncertmulighederne lander af sig selv på medarbejdernes skrivebord, og dem, der sidder i programudvalget stikker hovederne sammen en gang om ugen for at finde ud af, hvad de gerne vil have på plakaten, hvad der kan lade sig gøre og ikke mindst: Om der er nye forslag til navne, som de selv skal forsøge at opstøve og booke.

”Vi snakker om, hvad der rører sig i markedet, hvad vi skal satse på og hvilke navne, vi drømmer om at få på plakaten,” siger Michael.

Live Cultures markedsføringskanaler dækker alt fra sociale medier til outdoor reklamer og radio- og TV spots afhængig af koncerten eller showet. Nogle gange kræver det mere arbejde og markedsføring, end de først havde forventet, at sælge billetterne, og andre gange sælger koncerterne nærmest sig selv.

Live Culture er en koncertarrangør, som står for det hele: De booker kunstnere og venues både på Fyn men også andre steder i landet.De står desuden for al markedsføring, opbygning af venues fra bunden og afvikling af koncerter og shows.

Kæmpe udvikling i koncertbranchen
Lige nu er der en stor, positiv udvikling i koncertbranchen på Fyn og i det hele taget:

”Der er sket en meget stor udvikling i koncertbranchen på Fyn de seneste tre år med nye festivaler og det nye musik- og kulturhus ODEON, hvor Live Culture er storleverandør af shows og koncerter. Samlet set oplever vi en øget interesse omkring koncerter og shows på Fyn, hvilket ses på det samlede billetsalg,”siger Michael.

Stærkt erhvervsnetværk
Live Culture en del af Odense Sport & Event, som også tæller Odense Boldklub, Odense Congress Center, Kai Thor og Odense Eventyr Golf, og derfor har de meget stor opbakning i erhvervslivet. De kunne ikke gøre det, de gør, uden et godt sponsornetværk inden for musik i ryggen.

Live Cultures sponsornetværk bliver tilbudt at deltage i netværksarrangementer og på længere sponsorture:

”Vi arrangerer sponsorture med work sessions, som selvfølgelig også er krydret med gode musikoplevelser,” siger Michael. ”Vi har en anden pondus i musikbranchen, når vi er en del af Odense Sport & Event, hvor vi nyder uvurderlig opbakning fra det fynske erhvervsliv,” siger Michael.

Kontaktinformation

Live Culture
Tværgade 2
5000 Odense C
Tlf. 88 44 80 40
www.liveculture.dk
info@liveculture.dk

Odense Sport & Event
Ørbækvej 350
5220 Odense SØ
www.ose.dk

Facebook: https://www.facebook.com/liveculturedk/

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også