19. marts 2018

ugens-virksomhed/klingenberg-ost-butikweb.jpg 

Specialiteter med fokus på den helt særlige smagsoplevelse

Klingenberg Ost & Delikatesser åbnede butikken i Odense på Vestergade 97 i 2016, og kæden vokser stadig. Det er lykkes indehaver, Kasper Østergaard, at få yngre kunder, da han har introduceret lækre tapasanretninger til afhentning – lige til at sætte på bordet til gæsterne en fredag aften efter en travl arbejdsuge.   

Klingenberg Ost & Delikatesser sælger ikke kun ost men også smagfulde, færdige tapasanretninger, som både privatkunder og virksomheder nyder godt af, hvis de skal hygge lidt ekstra efter en travl hverdag eller skal tilbyde kunderne en ekstra god frokost.

”Det er så nemt, som det kan blive,” siger indehaver Kasper Østergaard. ”Du pakker bare fadet ud og åbner vinen – så har du aftensmad til dig selv, dine gæster eller dine kunder. Vi har stor succes med vores tapasanretninger og ved at tilbyde dette, har vi formået at få fat i særligt den yngre generation, som det ellers kan være svært at nå som ostehandler.”

Tager smagsoplevelserne med hjem

Klingenberg Ost & Delikatesser tilbyder kunderne kvalitetsprodukter, og samtidig giver de dem en god oplevelse, som kunderne husker. På kundernes rejser i f.eks. Sydeuropa får de nogle helt særlige smagsoplevelser, som de forbinder med gode stunder på ferien. Det tager de med hjem og vil gerne have lige så gode smagsoplevelser herhjemme:

 ”Vi har ofte kunder, der har smagt en bestemt skinke eller ost på deres ferie, og som gerne vil købe det samme eller noget lignende herhjemme. Der giver vi dem råd og vejledning og hjælper dem med at finde det helt rigtige,” siger Kasper.

 Klingenberg Ost & Delikatesser leverer også tapasanretninger til mange privatfester, eksempelvis barnedåb, hvor folk gerne vil have noget, som er lækkert, men som de bare kan sætte på bordet uden at skulle tænke mere på det.

Ost på abonnement

Fra slutningen af marts kan kunderne også få månedsabonnement på kasser med kvalitetsoste og tilbehør. Der bliver tre forskellige størrelser at vælge imellem, og de bliver leveret inden fredag morgen kl. 7, så de er klar til weekenden, hvor der ofte er mere tid til at nyde et godt stykke ost til sin morgenmad. Tilbehøret kan være alt fra gele, syltetøj, oliven eller mandler, til den ostekniv, som kunden måske lige står og mangler. 

 ugens-virksomhed/ost-web.jpg

”Vi kan se, at der er efterspørgsel på at få ost leveret direkte til døren, og det er tydeligvis i weekenden, at folk har den ekstra tid til at hygge om måltiderne. Desuden er det godt at have lidt lækker ost i køleskabet, hvis man pludselig skulle få gæster,” siger Kasper.  

Virksomhedernes oste- og tapasleverandør

På erhvervssiden har Klingenberg Ost & Delikatesser også stor succes. De leverer tapasanretninger til Odense Håndbolds VIP arrangementer for sponsorer. 

En del af Klingenberg Osts mange øvrige erhvervskunder har i første omgang købt ost i privat regi og har derefter valgt at købe eksempelvis tapas til kunder og samarbejdspartnere i virksomheden. På den måde har Klingenberg Ost også fået en kundeskare blandt erhvervskunder, som vokser hele tiden. 

Den første kæde af ostebutikker nogensinde

Klingenberg Ost & Delikatesser er vokset fra at være en enkelt butik i Middelfart til at blive en kæde, som har butik i både Middelfart, Odense, Rødovre og også snart på Kongens Nytorv i Magasin, hvor de lige om lidt åbner en ostebutik, hvor man også kan nyde en tallerken med tapas og vin i forlængelse af, at man køber ind i Mad & Vin i Magasin. 

 

ugens-virksomhed/magasin-web.jpg

Butikken i Odense har som ostehandler en lang historie tilbage til 1897, men Klingenberg Ost & Delikatesser er den første egentlige kæde af ostebutikker. Foruden de snart fire ostebutikker tæller virksomheden også fra midten af 2018 konceptet Ostekælderen CPH, som er en shop i centrum af København, hvor kokke, tjenere og restauratører kan købe ost, få tilbudt ostesmagninger og give medarbejderne skræddersyede uddannelsesforløb. 

Ostehandler med fokus på kvalitetsråvarer fra hele verden

Kasper har selv en baggrund som eksportsælger, men har handlet med ost siden 2012/2014, hvor den første butik åbnede i Middelfart. Kasper er desuden formand for brancheorganisationen Ostehandlerforeningen i Danmark. Han har altid gået meget op i madlavning, og prioriterer gode råvarer højt: 

”Kvalitets- og specialoste er et meget spændende område inden for fødevarer, og der er meget stor forskel på, hvorfra i verden mælken kommer, hvor osten er produceret og meget andet, som gør, at man hele tiden skal være up to date på branchen og produkterne. Derfor sørger jeg for hele tiden at få ny viden,” siger Kasper.

Kontaktinformation:

Klingenberg Ost & Delikatesser
Vestergade 97
5000 Odense C
www.klingenbergost.dk
Tlf. 66 12 20 35

Facebook: https://www.facebook.com/Klingenberg-Ost-Delikatesser-Odense-139488533341330/

 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også