23. juli 2018

Indslev Bryggeri - Ugens Virksomhed i Lillebælt, uge 30 - 2018

Indslev Bryggeri er et familieforetagende, hvis rødder går helt tilbage til 1897. Efter en lang historie med forskellige ejere og en lukning i næsten 20 år, genåbnede den nuværende direktør, Anders Busse Rasmussen, i 2006 det traditionelle fynske bryggeri, der gennem de seneste år er honoreret med en række af forskellige priser. Et sjovt faktum er det, at det er Anders Busse Rasmussens oldefars bror, Frederik Christian Rasmussen, der byggede Indslev Bryggeri i sin tid. Begge er de vokset op på samme gård, der ligger klods op ad bryggeriet.

Specialiseret i hvedeøl

På Indslev Bryggeri brygges der op til otte bryg om ugen. Bryggeriet, der er specialiseret i hvedeøl, har et grundlæggende højt kvalitetsniveau på sine øl, hvilket ikke mindst skyldes bryggeriets to dygtige brygmestre, Stefan Peter Sadler og Torben Steenholdt.

 - Der er ingen tvivl, om at vi har en enorm kvalitet på det øl, vi laver. Vores brygmestre, Stefan (Peter Sadler red.) og Torben (Steenholdt red.) er begge enormt nysgerrige og søger hele tiden at prøve noget nyt og spændende af. Med Stefan og Torben ved roret er vi totalt specialiserede i hvedeøl, forklarer Mike G. Anderson, der er event- og nyheds-ansvarlig hos Indslev Bryggeri.

Stefan, Torben og resten af Indslev Bryggeri brygger cirka 600.000 liter øl i løbet af et år. Øllet distribueres til blandt andet Coops butikker og et væld af forskellige barer rundt i Danmark.

Prisvindende øl

Foruden deciderede Indslev-øl opererer Indslev Bryggeri også med to subbrands, Ugly Duck og Ølgaard, hvor sidstnævnte er en ren økologisk produktion. Med disse brands og i særdeleshed Ugly Duck-produktionen har Indslev Bryggeri vundet flere anerkendende priser.

- Der er flere sider af Indslev Bryggeri. Vores Indslev-produktion er ret stationær, da vi her har tolv fastproducerede hvedeøl, der dog repræsenterer et bredt udvalg af forskellige typer af øl. I forhold til vores Ugly Duck-produktion er der tale om et sortiment på tolv-femten øl, hvor blot fem af disse er faste produktioner, og hvor resten er nye øltyper, der produceres løbende. For særligt vores Ugly Duck-produktion har vi oplevet stor anerkendelse i form af forskellige priser. Senest i 2017 vandt vi med vores Ugly Duck Kinky Cowboy Årets Danske Ølnyhed i kategorien 4,1 % - 7,0 %, beskriver Mike G. Anderson.

Med brandet, Ugly Duck, har Indslev Bryggeri tidligere ligeledes vundet prisen som Årets Danske Bryggeri. Dette skete i 2012.

Laver øl med hjertet og ikke hjernen

Hos Indslev Bryggeri holdes der ekstremt meget fast i, at man skal producere det bedst mulige produkt. Man går ikke på kompromis med kvalitet på nogen måde, og således retfærdiggøres prisen, som bryggeriet tager for sit øl.

- Vi holder ekstremt meget fast i, at det, vi gerne vil, er at lave det bedst mulige produkt. Vi skal levere et produkt, der retfærdiggør den pris, det har. Vi vil holde fast i kvalitet. Vi vil lave et produkt med hjertet og ikke hjernen. Ingen kan lide alle vores øl, men alle kan finde mindst én øl, de kan lide. Det er det, som vi kan. Man kan få noget, som man ikke kan få andre steder, slår Mike G. Anderson det til sidst fast.

Ud over kompromisløs kvalitetsøl gør Indslev Bryggeri en masse i ’in house’-arrangementer som eksempelvis ølsmagninger og rundvisninger på bryggeriet. Læs mere om alt dette på deres hjemmeside.

Læs mere om Indslev Bryggeri på bryggeriets profilside her på BEST OF Fyn.

Kontaktinformationer

Indslev Bryggeri
Store Landevej 13
5580 – Nørre Aaby
Tlf: +45 20 86 55 07
abr@indslevbryggeri.dk
www.indslevbryggeri.dk

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også