29. oktober 2018

HUSET Middelfart – Ugens Virksomhed i Lillebælt, uge 44 – 2018

HUSET Middelfart – virksomheden med flere facetter – rummer både Danmarks største byggeudstilling samt et stort og professionelt konferencecenter, der har plads til flere hundrede kursus- og mødegæster. Da HUSETs byggeudstilling bliver 50 år i denne uge, hvor virksomheden samtidig er ’Ugens Virksomhed’ på BEST OF Lillebælt, udgør denne del af HUSET Middelfart et særdeles oplagt fokus.

Forskellige byggeprodukter samlet på ét sted – gratis tilgængeligt

Dem, der giver HUSET Middelfarts byggeudstilling et besøg, vil hurtigt finde ud af, at udstillingen indeholder et væld af forskellige byggeprodukter. Byggeudstillingen er Danmarks største af sin art og har alt til haven, huset og sommerhuset. Der er tale om i alt 28.000 kvadratmeter - indendørs såvel som udendørs udstilling.

- Det unikke ved os er, at vi har mange produkter og mærker inden for byggeprodukter repræsenteret. Konkurrenterne står side om side. Kunderne kan derfor se et bredt udvalg af forskellige muligheder, og det er netop her, vi adskiller os fra et traditionelt showroom. Står man som boligejer og skal have bygget nyt eller om, har man brug for inspiration, og netop dette er, hvad man får hos os, forklarer direktør hos HUSET Middelfart, Jan Røgind Jørgensen.

Blandt flere forskellige byggeprodukter finder du alt i eksempelvis vinduer, belægninger, trægulve, drivhuse og pavilloner samt inventar og udstyr til badeværelser. Ved at besøge HUSET Middelfart besøger du automatisk også Danmarks største udstilling af sommerhuse. Materialer og løsninger er stillet op, så de er lige til at gå ind og få inspiration af. HUSET Middelfarts byggeudstilling, der besøges af cirka 100.000 besøgende årligt, har åben alle ugens syv dage, og det er altid gratis at komme ind.

En byggeudstilling, der følger med tiden

Ligesom folkene bag andre byggeudstillinger formentlig har erfaret gennem tiden, har HUSET Middelfart oplevet, hvordan branchen har ændret sig, som tiden er gået. Særligt elektronikken spiller en stor rolle. Hvor der før var stort fokus på køkkener, er fokus i dag i højere grad på bæredygtigt byggeri.

- Det er da klart, at ligesom alle andre bør, bør vi følge med tiden, hvis vi fortsat vil fremstå attraktive overfor udstillere og besøgende. Det, synes jeg dog bestemt også, at vi gør. Èn af vores kerneværdier er ’udvikling’, så det at følge med tiden er et fokus hver evig eneste dag. Udstillingen skal vise det aktuelle ’i dag’, og der er masser af temaer at tage fat i, slår direktør, Jan Røgind Jørgensen, det fast.

Foruden at følge med tiden har Jan og resten af HUSET Middelfart fokus på, at der skal være gode forhold for de besøgende på byggeudstillingen. Der er fagfolk ansat til at svare på de spørgsmål, som besøgende måtte have. Besøgende får derudover gratis kaffe og rige spisemuligheder i HUSET Middelfarts café og restaurant.

50-års jubilæum fejres d. 1. november

HUSET Middelfarts byggeudstilling så dagens lys d. 1. november 1968 og kan på torsdag således fejre 50-års jubilæum. Grundet blandt andet HUSETs fokus på udvikling står byggeudstillingen stadig stærkt den dag i dag. Det er bestemt planen, at det skal fortsætte sådan.

- Byggeudstillingen har stået stærkt siden dens grundlæggelse, og den gør det stadig den dag i dag. Da vi har så mange besøgende, får udstillere stor værdi af at udstille deres produkter hos os. Vi skal selvfølgelig fortsætte med hele tiden at udvikle os, så vi ikke går i stå, slutter Jan Røgind Jørgensen.

Kontaktinformationer

HUSET Middelfart
Hindgavl Allé 2
5500 Middelfart
Tlf: 70 12 36 00
post@huset-middelfart.dk
https://huset-middelfart.dk/
https://www.facebook.com/husetmiddelfart/ 

 

Skrevet af:
Mads Egmose
BEST OF Fyn

 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også