22. januar 2018

Froggaming - Ugens virksomhed i Odense, uge 5 - 2018

Froggaming er vækstet med lynets hast det seneste år. Nu går de snart deres højsæson i møde, hvor forårets konfirmander kommer forbi og bruger konfirmationspengene på en computer, som skal kunne det hele og lidt til, når de skal spille på den sammen med kammeraterne.

Lige om lidt er det konfirmationstid, og Froggaming, som kun har eksisteret i 2 ½ år ved allerede, at de får travlt hen over foråret. De oplevede nemlig en støt stigende salgskurve sidste forår, hvor konfirmanderne brugte deres konfirmationspenge på deres højeste ønske: En gaming computer.

”Konfirmationstiden er absolut vores højsæson,” siger stifter af Froggaming Stefan Bargisen.

”Rigtig mange henvender sig efter konfirmationen, eller også gør deres forældre, da de ofte gerne vil ind over købet. Og så finder vi sammen ud af præcis hvilken computer, der passer til deres behov.

Det er i det hele tage gået stærkt efter, at vi virkelig har fået fat i kunderne bl.a. med Facebook-markedsføring. Vi er også begyndt at få store ordrer ind fra skoler og foreninger, da e-sport er kommet på skoleskemaet hos mange, og der er mange foreninger, der tilbyder e-sport, hvor de unge kan spille på større hold,” siger Stefan.

Hurtig responstid og god kundeservice

Hos Froggaming er hurtig responstid vejen frem. Med kunder, som er overalt på de sociale medier og generelt er vant til god men hurtig service, er det vigtigt at have fokus på.

”Vi får gode anmeldelser på Facebook og Trustpilot samtidig med, at vores responstid er kort. Selvfølgelig har vi også fri på visse tidspunkter af døgnet, og det er der forståelse for. Men ellers prioriterer vi at vende tilbage til kunderne, så snart vi kan,” siger Stefan.

Kunderne anbefaler også Froggaming til andre, netop pga. den gode kundeservice og den hurtige respons.

Computerens udseende er vigtigt  

De private kunder tæller primært unge mellem 13 og 21. Dog har Froggaming også nogle kunder, som er ældre end det, og som er bidt af gaming uanset deres alder.

Det er ofte de yngste af kunderne, som går særligt op i, at computeren også ser flot ud og lægger lidt ekstra penge for at få bygget en computer, som eksempelvis har det rigtige lys, vandkøler i stedet for luftkøler og kabler, som ser ordentlige ud. Alt dette er vigtigt, hvis man vælger en computer med et åbent vindue eller tempereret glasside. 

Froggaming sælger også gear til computeren inkl. gamerstole og headset, så man som kunde er klar til den helt rigtige gameroplevelse.

Saml selv computer

Når man bestiller en computer hos Froggaming, bliver den bygget fra bunden. Der er en del kunder, som gerne selv vil bestemme, hvad præcis computeren skal indeholde, og det har de faktisk også mulighed for. De kan nemlig via webshoppen udvælge de dele, som de gerne vil have, deres computer skal indeholde, og herefter vil den blive bygget og gjort klar til afhentning. På sigt vil Froggaming også gerne sælge løsdele til de kunder, som selv vil bygge computeren eller skifte dele ud på den.

”Vi oplever en stigende interesse for saml selv computere, og derfor er det helt klart noget, vi vil have endnu mere fokus på,” siger Stefan.

Byggede egen computer som 12-årig

Froggaming er ved at blive et familieforetagende, da Stefans storebror, Casper Bargisen, er ansat og snart får ejerandele i virksomheden, og hans lillebror Krier Bargisen er lige nu i praktik med henblik på ansættelse.

Stefan og hans to brødre har altid spillet meget, men i modsætning til brødrene, havde Stefan også ret tidligt en interesse i, hvordan en computer fungerede. Siden han var 12 år, har han skilt computere ad og prøvet at bygge den igen. I starten lykkedes det ikke, men da han var 15, byggede han sin første computer med succes.

Senere har hans to brødre, Casper og Krier, også fået interesse for at bygge computere, og de er efterhånden blevet så gode til det, at Casper nu står for at lære de andre medarbejdere hos Froggaming op i det.

På sigt er det dog meningen, at Casper skal tage sig af kundehenvendelser, Stefan skal stå for salg og markedsføring og en tredje person skal ansættes og have personaleansvar inkl. oplæring af medarbejdere.

”Med den arbejdsfordeling regner vi med at kunne blive ved med at yde kundeservice af høj kvalitet samtidig med, at vi øger salget,” siger Stefan.

Kontaktinformation

Froggaming
Lucernemarken 10
5260 Odense S
Tlf. 93 92 77 00
www.froggaming.dk
Froggamings Facebook-side

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også