25. januar 2018

En milepæl af de helt store for Fjelsted Speedway Klub

Middelfart Kommune har netop købt den 49.916 kvadratmeter store grund, som Fjelsted Speedway Klub hidtil har lejet. Formand for klubben, Annette Vesterskov, er meget glad for de muligheder, det giver klubben for søgning af fonde til modernisering af den nedslidte bane.  

”Det er en milepæl af de helt store, at vi nu endelig kan komme i gang med at søge fonde og få økonomi til de moderniseringer, som der i høj grad er brug for,” siger Annette.

Grunden er nu stillet gratis til rådighed for klubben, og hvor det før ikke har været muligt at søge fonde, fordi grunden var lejet, giver købet helt nye muligheder for klubben.

Permanent banebelysning er øverst på ønskesedlen

Det er i øjeblikket en stor udfordring, at der ikke er belysning på banen, og derfor har klubben måttet leje lysanlæg til matcher sidst på sæsonen, hvor solen går tidligt ned. Det har været en kæmpe udgift, og derfor er det første, de vil forsøge at finde penge til, et permanent lysanlæg.

”Vi har haft store udfordringer hidtil, bl.a. med at få banebelysning under løbene,” siger Annette.

”Som det er lige nu, kan vi ikke selv afholde DM-finaler og semifinaler og går derfor glip af store indtægter ved billet- og kiosksalg til vore tilskuere. I 2017 måtte vi opgive hjemmebanefordelene ved semifinalen, som blev kørt i Varde i stedet for, fordi vi ingen banebelysning har.

Det betød en mistet indtægt på mindst 150.000 kr. på bundlinjen og ikke mindst hjemmebanefordelene for kørerne. Den slags er en katastrofe, for den klub i verden der har fostret flest verdensmestre gennem tiderne. Det er derfor så vigtigt, at vi nu kan søge fonde og ligeså få hjælp fra Middelfart Kommune med at modernisere banen og faciliteterne derude,” siger hun.

Fjelsted Speedway Klubs hjemmeside 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også